U17: ”De gule” vandt med tenniscifre i Slagelse


20. november 2018

U17 vandt 6-1 søndag middag, da holdet gæstede Slagelse. Slagelse havde ellers fået en fin start på turneringen, hvor holdet blandt andet har slået Viborg, men det var fra start udeholdet, som satte sig på tingene

Der var kun spillet små 10 minutter, da et småspil endte for fødderne af Nikolaj Nanev, som resolut sparkede bolden ned i det korte hjørne med venstre.

Føringen gav udeholdet mod på mere, og da Simon Hansen opsnappede en for kort tilbagelægning, var der ingen tvivl om 2-0 scoringen. Simon Hansen vendte i dag tilbage, efter han har siddet ude med karantæne, og han fortsatte, hvor han slap.

Kort efter var Simon tæt på at gøre det til 3-0, men en flot redning af Slagelses målmand afværgede situationen.

Det kunne han dog ikke efter 20 minutter, da Simon Hansen satte et godt pres ind, og efterfølgende smed han bolden ind foran, hvor Simon Kristiansen sparkede 3-0 scoringen ind.

Nikolaj Nanev spillede fra start på kanten, og han takkede endnu engang for tilliden, da han inden pausen bragte ”de gule” foran med 4, da han scorede sit andet mål. Efter lidt klumpspil stod Nanev på det rette sted, og her sparkede han bolden op i nettaget.

En enkelt gang truede hjemmeholdet Bentzens mål, men her tog AC-målmanden sig sikkert af muligheden.

2. halvleg var med samme kampbillede, og der var mulighed for flere scoringer. Både Alem, Nanev og Jeppe Kjær kunne alle have bragt sig på scoringstavlen.

Der skulle dog gå 74 minutter før der kom endnu en scoring. Alem Sabic sendte smart David Kruse fri, og David takkede for tilbuddet, afrundede målmanden og bragte gæsterne på 5-0.

Med 5 minutter tilbage af kampen fik hjemmeholdet reduceret, men kun for at Jeppe Due, på Andreas Lassens oplæg, kunne lukke festen til 6-1. En sejr, som ikke var et mål for stort:

- Vi aftalte inden kampen, at vi skulle sætte et højt tempo. Det tempo, som vi sluttede kampen mod B93 i. Og det formår vi, og så er vi bare bedre - og vi skaber masser af muligheder, er afklaret i vores restforsvar og nysgerrige på at lave mål. Det var en fornøjelse at se den udvikling, drengene gennemgår lige nu, for Slagelse har givet mange af de andre problemer, men i dag var vi klasser bedre, fortæller cheftræner Christian Hansen og fortsætter:

- Stor ros til Nanev, som laver to flotte mål - og som med lidt held og havde lavet en mere. Simon Hansen er virkelig on fire for tiden, så det var dejligt, at han efter at have siddet ude med karantæne, bare kommer tilbage og scorer. Derudover var Engby dejligt afklaret i sit spil, men der var også flere som bød sig godt til, så det var en skøn søndag i Slagelse, slutter Christian Hansen.

På lørdag gæster HIK CASA Arena Horsens, når holdene spiller sidste kamp inden julepausen.

Slagelse - AC Horsens 1-6 (0-4)
9’ 0-1 Nikolaj Nanev (Simon Hansen)
14’ 0-2 Simon Hansen
20’ 0-3 Simon Kristiansen (Simon Hansen)
35’ 0-4 Nikolaj Nanev (Simon Kristiansen)
74’ 0-5 David Kruse (Alem Sabic)
86’ 1-5
90’ 1-6 Jeppe Due (Andreas Lassen)