U17: Flot, gul moral i remis


5. november 2018

AC Horsens’ U17-hold viste lørdag god moral, da holdet vendte et truende nederlag til point, da man hentede B93’s 2-0 føring.

Kampen startede godt for ”de gule”, som lagde et fint tryk på udeholdet, og efter en fiks hjørnesparkskombination havde både Simon Kristiansen og Alem Sabic mulighed for at bringe hjemmeholdet foran.

Det blev straffet kort efter, da et noget passivt Horsens-hold så på, at udeholdets topscorer spadserede igennem og sikkert bragte gæsterne foran.

Scoringen rystede hjemmeholdet, og ”de gule” havde svært ved at få overtaget igen, selvom der stadig var optræk til flere store chancer.

Efter 19 minutter var gæsternes og turneringens topscorer igen på spil, og igen fik han for meget plads på kanten af feltet, og så sparkede han gæsterne foran med 2.

Herefter satte hjemmeholdet sig på tingene, og Lassen, Alem, Jeppe Kjær og Frederik Frandsen havde alle mulighed for at sætte reduceringen ind, men hjemmeholdet måtte gå til pause nede med 2.

Hjemmeholdet fortsatte dog trykket på gæsterne fra 2. halvlegs start, og chancer var der nok af.

Alem var en evig uro for gæsternes forsvar, men det var ofte lige det sidste, som manglede.

Efter 68 minutter kom forløsningen dog, da et indlæg fra Lassen blev headet videre af Jeppe Due, og så kunne altid farlige Frederik Frandsen på en lidt speciel facon bringe ”de gule” på tavlen.

Reduceringen satte virkelig tro i hovederne på hjemmeholdet, og det ene angreb efter det andet bølgede mod udeholdets mål.

Udeholdet havde et par nærgående omstillinger i den sidste halvdel af 2. halvleg, hvor hjemmeholdet satsede, men det løb oftest ud i sandet.

Da uret havde passeret 94 minutter, tog Lassen og Jeppe Kjær sagen i egne hænder, og efter at drive gæk med gæsterne venstre forsvarsside, kunne Lassen finde Frederik Frandsen, som endnu engang var listet med frem, og så kunne jublen bryde løs på CASA Arena Horsens.

Det var en glad cheftræner, vi fangede efter den hektiske afslutning:

- I dag er vi glade og stolte. Vi møder et rigtig stærkt B93-mandskab, som vi dominerer i 3/4 af kampen. Chancer har vi rigeligt af, og vi hæfter os ved håndteringen af den modgang, som hedder, at vi er bagud 2-0 ved pausen. Det er jeg glad for. Derudover spiller vi, især i 2. halvleg, med et højt teknisk niveau, som er noget vi har meget fokus på - at kunne flytte bolden i højt tempo, for så bliver vi svære at have med at gøre, fortæller Christian Hansen.

Selvom cheftræneren var glad for den sene udligning, var der dog stadig en ærgrelse at spore i øjnene:

- Åh, jeg synes jo alligevel godt, at vi kan tillade os at være skuffede i morgen. Vi brænder mange chancer, og vi har flere situationer, som vi kunne have gjort endnu mere ved. Omvendt må man rose Mican, som lige nu sparker alt ind for B93. Det var nogle flotte mål, men vi kunne godt have tænkt os 3 point i dag. Det ærgrer vi os over, men nu evaluerer vi, og så er vi klar om 2 uger til at tage til Slagelse og få 3 point på kontoen, slutter cheftræner Christian Hansen.

Der var i øvrigt store roser til Andreas Lassen og Frederik Frandsen, som begge spillede en stor kamp.

AC Horsens - B93 2-2 (0-2)
6' 0-1
19' 0-2
68' 1-2 Frederik Frandsen (Jeppe Due)
90' 2-2 Frederik Frandsen (Andreas Lassen)