U17: Flot moral af AC Horsens


20. august 2018

U17 mandskabet tog lørdag hul på sæsonen, da ”de gule” drog til Sjælland, hvor Holbæk bød horsensianeren op til dans.

Kampen startede med udeholdet i teten, hvor der flere gange var optræk til muligheder.

Kampen blev afviklet på en noget slidt kunstbane, hvilket gjorde betingelserne svære for hurtigt fodbold, og det var ikke til udeholdets fordel, da ”de gule” havde svært ved at sætte fart i spillet.

Udeholdet var først farlige, da en omstilling blev sparket på stolpen, hvorefter Kasper Bentzen, som debuterede i det gule mål, diskede op med en klasseredning.

Efter en halv time kunne hjemmeholdet alligevel juble, da ”de gule” så alt for passivt til, og uden nogen som helst problemer kunne Holbæks venstre kant bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Inden da havde Simon Kristiansen sparket på stolpen, og generelt bølgede 1. halvleg frem og tilbage, hvor der var chancer til flere mål end det ene.

2. halvleg startede udeholdet stærkt, og efter få minutter fandt Nikolaj Houborg, som ligesom Bentzen også debuterede i den gule trøje, Andreas Lassen foran mål, men Lassen svigtede for en sjælden gang skyld.

”De gule” pressede på for en udligning, men stik mod spil og chancer stak Holbæk afsted i en omstilling, og så kunne hjemmeholdet juble over en 2-0 føring. En situation, hvor ”de gule” igen så skidt ud i defensiven.

Det burde have taget luften ud af den gule ballon, men ”de gule” U17 drenge viste fantastisk holdånd, og først kunne endnu en debutant - Simon Kristiansen - sparke redigeringen ind, efter et flot forarbejde af Frederik Frandsen, som ligesom Simon Kristiansen er kommet fra Lyseng inden denne sæson.

Selvsamme Frederik kunne også bringe balance i regnskabet, da han stangede udligningen ind på Enrico Singhs flotte serv.

Det hele sluttede 2-2, og vi fangede en ærgerlig, men fattet cheftræner efter kampen.

- Det er altid fedt at komme i gang med at spille om point. Vi har set gode ud i opstarten, men i dag mødte vi et helt anderledes hold, som trak sig langt tilbage, og som ventede på vi lavede fejl. Og dem lavede vi desværre for mange af i dag. Mange af de ting, som vi træner, prøvede vi at lykkes med i dag - nogle med succes, men andre stadig ikke sidder i skabet. Det er naturligt, og vi bliver kun bedre herfra, forsikrer Christian Hansen.

Selvom han var skuffet over pointtabet, ser han fremad mod næste opgave:

- Det er så absolut ingen katastrofe at spille 2-2. Vi viste flot moral, og det er vigtigt at komme på tavlen. Vi ville og skulle have vundet, men nu er vi i gang, og de her gutter rummer så meget kvalitet, at når vi får relationerne og spillestilen helt ind under huden, så ligger der mange point og venter på os, lyder det fra Christian Hansen.

Der var også et par rosende ord til et par spillere:

- Først og fremmest er jeg jo stolt over, at vi kunne give debut til vores U15-spiller Jeppe Kjær, som kom ind og leverede en flot kamp. Vi tror sindssygt meget på Jeppe i AC Horsens, så det var fedt at give ham den gulerod i dag, som han i øvrigt har gjort sig fortjent til. Derudover er Frederik Frandsen og Andreas Lassen vores bedste i dag, men jeg ved også, at de to rummer endnu mere, end vi så i dag, ligesom holdet, så er vi i gang nu, og vi glæder os allerede til mandag, hvor vi starter en ny uge, hvor Helsingør venter om lørdagen, slutter Christian Hansen.

”De gule” møder Helsingør på lørdag klokken 13.00 på CASA Arena Horsens.

Holbæk - AC 2-2 (1-0)
32. min.: 1-0
65. min: 2-0
86. min.: 2-1 Simon Kristiansen (Frederik Frandsen)
88. min.: 2-2 Frederik Frandsen (Enrico Singh)