U17: Fortjent sejr til ”de gule” i Næstved


13. maj 2019

U17 vandt lørdag 2-0 i Næstved, efter David Kruse fra 35 meter havde banket ”de gule” foran, inden Jeppe Due lukkede kampen 5 minutter før tid.

Forinden var gæsterne startet bedst, og både Alem Sabic og Jeppe Due, som i dag dannede angrebspar, var en trussel for hjemmeholdets mål, og hjemmeholdets målmand måtte flere gange diske op med store redninger.

Frederik Timm måtte også se et hovedstød suse lige forbi, efter David Kruse havde sendt et frispark ind i panden på ham.

I den anden ende bød gæsterne kun sig for alvor til, da et frispark røg over på bagerst stang, og her kunne hjemmeholdet heade på mål, men Kasper Bentzen tog sig af forsøget.

Efter pausen kom AC Horsens igen bedst ud, og da David Kruse klaskede bolden ind for 35 meter, så ”de gule” sig ikke tilbage.

Selvom chancerne var til mere end de to scoringer, så var det et Horsens-hold i kontrol, og Jeppe Due kunne krone en flot kamp med 2-0 scoringen efter 85 minutter, efter Anton Gelvad havde smidt bolden op for fødderne af Jeppe.

Det var en glad cheftræner, vi fangede efter kampen:

- Vi spiller en meget flot kamp i dag. Vi havde en god struktur i holdet, og vi så gode ud både defensivt og offensivt. Der var mange gode individuelle præstationer, men holdet fungerede også glimrende i dag, og det gav os 3 fortjente point, fortæller Christian Hansen, som havde en opfordring til fodboldfans fra Horsens:

- På onsdag klokken 17.00 spiller vi pokalsemifinale hjemme på CASA Arena Horsens, og her håber jeg for drengenes skyld, at der kommer mange på lægterne. Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at komme i pokalfinalen, og selvom der venter en svær kamp mod FC Midtjylland, så glæder vi os som sindssyge, for vi tror på en finaleplads, slutter Christian Hansen.

Næstved - AC Horsens 0-2 (0-0)
49’ 0-1 David Kruse (Christian Knigge)
82’ 0-2 Jeppe Due (Anton Gelvad)