U17: Stærk afslutning på efterårssæsonen


26. november 2018

Lørdag middag spillede U17 den sidste turneringskamp inden julepausen. HIK gæstede CASA Arena Horsens, og efter sidste weekends 6-1 sejr ude mod Slagelse, skulle de gule U17-drenge ud og fortsætte de gode takter.

Der var dog kun spillet 4 minutter, da gæsterne bragte sig foran. En lang bold frem blev fastholdt, og på det efterfølgende indlæg stod hjemmeholdets defensiv og tog sig en blunder, og så var gæsterne foran.

Kampens indledning blev spillet i et godt tempo, hvor hjemmeholdet flere gange satte nogle fine opspil sammen, men det var tit den sidste pasning som manglede.

Efter en lille halv time tvang et godt genpres udeholdet til at smide bolden ind for fødderne af Jeppe Kjær, og efter et par fikse træk kunne Jeppe Kjær sparke bolden ind til 1-1.

Det gav hjemmeholdet vind i ryggen, og især Frederik Frandsen fik sat sig godt igennem i hjemmeholdets venstre side, men igen manglede den sidste skarphed, når tingene skulle gøres færdigt.

Inden pausen appellerede gæsterne for straffespark, da Andreas Lassen var i duel med gæsternes angriber, men dommerens fløjte forblev tavs.

2. halvleg var kun få minutter gammel, da et mønsterangreb fra hjemmeholdet blev sat sammen. Frandsen fandt David Kruse, som kunne finde sin midtbanemakker Enrico, som med en pasning op igennem banen fandt indskiftede Viktor Øhlenschlager, som hurtigt og smart fandt Simon Kristiansen, som lagde bolden til rette for Nikolaj Nanev, som med et følt spark bragte hjemmeholdet foran 2-1.

”De gule” sad på det meste i 2. halvleg, og både Simon Hansen, David Kruse og Viktor Øhlenschlager var tæt på at udbygge føringen, hvor sidstnævnte også appellerede for straffespark, da han blev trukket ned i feltet.

Det mest dramatiske kom i overtiden, da Simon Hansen modtog sit andet gule kort, da han kom for sent i en tackling.

Det var en tilfreds cheftræner, som gjorde status efter kampen:

- Vi er glade for sejren og bevidste om, at vi ikke spiller vores bedste kamp. Vi møder et godt HIK-hold, som skaber nogle udfordringer for os, men alligevel kontrollerer vi kampen ganske udmærket, og vi skal også lukke kampen i 2. halvleg, hvor vi har nogle store muligheder, fortæller Christian Hansen og fortsætter:

- Vi går nu på pause, inden turneringen vender, og vi er egentlig ok tilfredse. Vi har lagt på henover efteråret og ved, det kræver hårdt arbejde i ferien, så vi står helt klar efter pausen. Vi er langt fra i mål, så vi kommer på ingen måde til at ligge på den lade side i ferien, slutter cheftræner Christian Hansen.

Sejren betyder, at AC Horsens er ubesejret i de seneste seks kampe.

De gule U17-drenge går ikke helt på kamppause endnu, da holdet på onsdag spiller pokalkamp mod Esbjerg. Kampen spiller på kunstbane ved CASA Arena Horsens, og der er kampstart 18.00.

AC Horsens - HIK 2-1 (1-1)
4' 0-1
27' 1-1 Jeppe Kjær
51' 2-1 Nikolaj Nanev (Simon Kristiansen)