U19: Førsteplads og tangering af Rønnow-rekord


28. april 2019

AC Horsens’ U19-mandskab spillede i går hos formstærke Viborg, og begge hold kom med seks kampe i streg uden nederlag. Det var heldigvis ”de gule”, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen med en 2-0 sejr.

Det blev en meget blandet 1. halvleg, hvor AC-spillerne fejlede på tekniske færdigheder og vilje til duelspil. Begge hold havde store chancer, og Frederik Nørgaard stod igen en fremragende kamp.

Pausen handlede i høj grad om gæsternes energi, og det hjalp.

Den gule dominans resulterede i et flot langskudsmål af Mark Asp efter 62 minutter, og ”de gule” var ikke mætte. Rohde gjorde det til 0-2 efter 74 minutter, da han efter et flot indlæg af Kongsmark fik skubbet bolden ind over stregen med sin hofte.

2. halvleg var solid, og U19 har nu tangeret Frederik Rønnows sæsonrekord med 9 clean sheets.

Næste opgave er opgøret mod Hvidovre på lørdag klokken 13.00, og kampen spilles på CASA Arena Horsens.