Udsolgt til AC Horsens – Brøndby


14. maj 2018

AC Horsens kan nu melde alt udsolgt til opgøret mod Brøndby IF fredag den 18. maj, og der venter en fantastisk kulisse på CASA Arena Horsens.

Der har været massiv interesse for at overvære kampen, og AC Horsens valgte tidligt at udvide udebaneafsnittet til at omfatte hele Nordtribunen og den sektion på INSERO Tribunen (vest), der grænser op til Nordtribunen.

De sidste billetter til Roesgaard Tribunen (syd) og INSERO Tribunen blev solgt for to uger siden, og i dag blev de sidste billetter til Østtribunen solgt.

Kampen bliver fløjtet i gang klokken 20.00, og dørene åbner ekstraordinært to timer før – klokken 18.00.

AC Horsens opfordrer alle til at komme i rigtig god tid, for der bliver pres på parkeringspladserne omkring stadion.