Uheldig nederlag i Lyngby


11. maj 2015

I går tabte AC Horsens 2-1 til Lyngby Boldklub i 28. runde i 1. Division på Lyngby Stadion. Fra kampens start var det ellers gæsterne fra AC Horsens, der satte sig på spillet og spillede sig frem til flest og størst målchancer. Allerede i 6. minut var Morten Rasmussen tæt på at bringe ”De Gule” foran, men hans hovedstød tæt under mål efter et hjørnespark røg lige nøjagtigt over mål.

Midt i første halvleg kom de kongeblå bedre med i kampen. I 17. minut brændte Bror Blume en ret stor chance, men fem minutter senere scorede værterne. Et hjørnespark fra venstre side blev ikke clearet ordentligt. Et efterfølgende indlæg blev rettet af af Lasse Fosgaard. Uheldigvis ramte bolden derefter Bubacarr Sanneh på det ene ben og blev rettet af, så den snød en prisgivet Frederik Rønnow i målet. Resten af halvlegen blev lige som begyndelsen præget af gule målchancer. Kjartan Finnbogason kom frem til yderligere et par farlige afslutninger, og det var misvisende, at pausestillingen var 1-0 til Lyngby.

Efter pausen fortsatte den gule dominans hvad angår produktionen af målchancer. Få minutter efter pausen var det igen Kjartan Finnbogason, der kom frem til en stor målchance. Tæt under mål headede islændingen, men Lyngbys unge reservekeeper havde i den situation dagens første redning. Det fortæller meget godt historien om, at der generelt manglede kvalitet i de gule afslutninger foran kassen. I 59. minut fik Bubacarr Sanneh et meget godt forsøg på hovedstød efter et hjørnespark, men i den situation blev der korrekt fløjtet for frispark til Lyngbys målmand. Tyve minutter efter pausen kom Lyngby frem til deres stort set eneste målchance i anden halvleg, men det skulle også vise sig at være nok til sejren. Netop indskiftede Frederik Gytkjær modtog bolden efter et godt opspil i højre side af banen. Gytkjær driblede ind i feltet og sparkede flot og sikkert bolden over i det lange hjørne. Igen uden chance for en prisgivet Frederik Rønnow i målet.

Tre minutter efter den kolde spand vand brændte Kjartan Finnbogason en chance fri foran mål, hvor han ikke fik ordentligt ram på bolden. I 69. minut havde Martin Lund et godt skud fra distancen, der røg snert over mål. I 75. minut fik AC Horsens omsider og højst fortjent reduceret til 2-1. Et godt indlæg fra venstre side fandt frem til Kjartan Finnbogason. Denne gang fik islændingen et super træf på bolden, som strøg i mål i det lange hjørne. Reduceringen blev startskuddet til et massivt stormløb mod Lyngbys mål i de sidste 15 minutter, hvor ”De Gule” vedvarende jagtede udligningen. I den periode kom AC Horsens også frem til flere store målchancer, men marginalerne var ikke med gæsterne. I 88. minut opstod chancen, som burde have givet det ene point med hjem. Igen blev Bubacarr Sanneh rykket op på top i kampens slutfase, fordi man jagtede en udligning. Sidste søndag iscenesatte han Kjartan Finnbogasons udlignende mål i Herfølge. Her var han også tæt på at lægge op til en udligning, men desværre brændte André Bjerregaard den store målchance, han fik.

AC Horsens tabte således 2-1 efter en kamp, der bød på mange og store gule målchancer. Dermed må holdet nu realistisk set vinke farvel til Lyngby i tabellen. Men i de fem sidste runder fortsætter jagten på en så god slutplacering i 1. Division som muligt. Med gule kort i dag ryger både Martin Lund og Jacob Berthelsen i karantæne i næste runde. Til gengæld vender Jeppe Mehl tilbage, efter han har afsonet karantæne mod Lyngby.

Næste søndag 17. maj får AC Horsens besøg af Vendsyssel på CASA Arena Horsens i 29. runde i 1. Division.

Kampfakta:

Lyngby Boldklub-AC Horsens 2-1 (1-0)

24. Lasse Fosgaard 1-0.

65. Selvmål 2-0.

75. Kjartan Henry Finnbogason 2-1.

 

Lyngby Boldklub:

Andreas Larsen

Jeppe Brandrup, Mads Nordam, Thomas Sørensen, Casper Højer Nielsen

Vito Mistrati, Philip Rasmussen, Lasse Fosgaard, Jesper Blicher

Bror Blume, Patrick Mortensen

 

Udskiftninger:

59. Bror Blume ud, Frederik Gytkjær ind.

77. Jesper Blicher ud, Martin Andersen ind.

82. Lasse Fosgaard ud, Ibrahim Koroma ind.

 

Advarsler:

9. Casper Højer Nielsen.

80. Thomas Sørensen.

 

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Mathias Nielsen, Morten Rasmussen, Bubacarr Sanneh, Jacob Berthelsen

Troels Kløve, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Thomas Kortegaard

Kjartan Henry Finnbogason, Joseph Mensah

 

Udskiftninger:

46. Joseph Mensah ud, Martin ind.

67. Thomas Kortegaard ud, André Bjerregaard ind.

85. Steffen Kielstrup ud, Jude Nworuh ind.

 

Advarsler:

2. Joseph Mensah.

78. Martin Lund.

86. Jacob Berthelsen.

 

735 tilskuere på Lyngby Stadion.

Dommer: Benjamin Willaume.

Foto: Badenfoto.dk