Underholdende og målrigt på CASA Arena Horsens


6. august 2011

AC Horsens og AaB spillede topkamp på CASA Arena Horsens her til aften og de godt 5.000 tilskuere fik masser af underholdning for pengene. ”De Gule” spillede forrygende i den første halve time og ingen kunne have brokket sig over flere gule scoringer inden pausen. AaB kom dog godt igen i det sidste kvarters tid af 1. halvleg og efter pausen havde begge hold mulighed for at lukke kampen. Det sluttede 3-3 og det kunne begge mandskaber i bund og grund være tilfredse med.

Publikum sørgede for en fantastisk stemning fra kampens første minut og leverede en solid opbakning til hjemmeholdet, der kvitterede med sprudlende spil. Lasse Kryger har spillet fremragende i denne sæson og den formstærke midtbanespiller var tæt på at bringe ”De Gule” foran i det 11. minut. Jeppe Mehl fandt ham ved bageste stang og Kryger havde god tid til at fyre på kassen, men Nicolai Larsen sendte bolden til hjørnespark med en fodparade. Anders Nøhr tog sig af hjørnesparket og inde foran mål steg Lasse Kryger uimodståeligt til vejrs. Ingen kunne nå ham og så pandede han AC foran 1-0. Målet var startskuddet til en hektisk periode og blot et minut senere udlignede Nicklas Helenius med et skud fra distancen. AaB havde knapt givet bolden op, før der blev begået et frispark på nordjydernes banehalvdel. Anders Nøhr var endnu engang fodermester og denne gang var det Henrik Toft, der headede bolden i kassen.

Efter en halv times spil var Nøhr-Toft konstellationen tæt på at give bonus igen, men denne gang headede Toft forbi AaB’s mål. Seks minutter senere sendte Martin Spelmann en bold i dybden til Gilberto Macena, der havde kurs mod målet, men han blev bremset med ulovlige midler af Lasse Nielsen, der noget uforståeligt kun fik en advarsel.

Nordjyderne arbejdede sig godt ind i kampen efter en halv times spil og det gav bonus i det 39. minut, hvor Kjetil Wæhler vandt en hovedstødsduel med Henrik Toft og headede bolden på tværs til Jeppe Curth, der sendte den op i nettaget – umiddelbart kunne der godt argumenteres for et frispark til Henrik Toft i den situation.

AC Horsens fortsatte de gode takter i 2. halvleg og der var blot spillet fem minutter, før hjemmeholdet havde en dobbeltchance til Søren Jensen og Lasse Kryger efter hjørnespark. Begge forsøg blev dog blokeret af AaB-spillere. I det 57. minut brændte det på i den modsatte ende. Et frispark ind i feltet havnede hos Nicklas Helenius ved bageste stang. Han sparkede på mål og Søren Jochumsen måtte give en retur, som Kenneth Emil Petersen headede over stregen.

AaB-jubelen blev dog vekslet til ærgrelse fem minutter senere, hvor Rasmus Würtz måtte bruge ulovlige midler for at stoppe Gilberto Macena. Niels Lodberg var som sædvanligt sikkerheden selv på straffespark, Han placerede bolden til venstre for Nicolai Larsen og selvom AaB-keeperen valgte den rigtige side, så kunne han intet stille op.

Begge mandskaber havde mulighed for at lukke opgøret. Jeppe Curth havde et hovedstød på overliggeren og et godt skud, som Søren Jochumsen viftede til hjørnespark. Men halvlegens bedste angreb var med Martin Spelmann som arkitekten og han afsluttede det selv ved at sende bolden på overliggeren.

Der blev ikke scoret flere mål og opgøret sluttede således 3-3.

Matchfacts:

AC Horsens – AaB 3-3 (2-2)

1-0 Lasse Kryger (12.)

1-1 Nicklas Helenius (13.)

2-1 Henrik Toft (14.)

2-2 Jeppe Curth (39.)

2-3 Kenneth Emil Petersen (57.)

3-3 Niels Lodberg (63.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Søren Jensen, Lasse Kryger, Janus Drachmann, Martin Spelmann, Jeppe Mehl (Thomas Kortegaard, 70.), Henrik Toft (Alioune Kébé, 77.), Gilberto Macena.

AaB: Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Anders Due (Henrik Dalsgaard, 68.), Thomas Augustinussen, Mathias Wichmann (Rasmus Würtz, 56.), Chris Rolfe (Louay Chanko, 81.), Nicklas Helenius, Jeppe Curth.

Advarsler: Janus Drachmann, Jeppe Mehl, Martin Spelmann, Lasse Nielsen, Chris Rolfe.

Tilskuere: 5.388.

Man of the match: Henrik Toft.

Dommer: Anders Hermansen.

Foto: badenfoto.dk