Underholdende remis i Aarhus


20. april 2013

AC Horsens og AGF leverede en underholdende nulløsning i Aarhus, og begge mandskaber kunne med rette ærgre sig over det ene point. ”De Gule” havde chancerne til at lukke kampen, men den sidste skarphed manglede, og AGF’s Osama Akharraz måtte se Frederik Rønnow redde sit straffespark 10 minutter før tid.

Det begyndte jævnbyrdigt med få åbne chancer, men André Bjerregaard havde kampens første nærgående afslutning efter godt et kvarters spil, da Janus Drachmann erobrede en lang bold og sendte ham i dybden. Han trykkede af fra en spids vinkel, og tvang Steffen Rasmussen til at give hjørnespark.

AGF overtog mere og mere af spillet som halvlegen skred frem, men AC-defensiven holdt hjemmeholdet fra chancer. Omvendt havde AGF svært ved at holde André Bjerregaard fra chancer, og to minutter før pausen fandt Charles Takyi ham med en elegant stikning. Bjerregaard forsøgte at vippe bolden over Steffen Rasmussen, der dog kom godt ud af sit mål og blev den store i duellen. Bjerregaard var på spil igen i andet minuts overtid af 1. halvleg, men han sendte bolden i sidenettet.

AC Horsens fortsatte med at producere chancer og holdt AGF fra chancer efter pausen, og indskiftede Esben Petersen havde været på banen i godt et kvarters tid, da han kom frem til en stor chance midt foran mål. Charles Takyi fandt ham med en super aflevering, og det var kun en refleksredning fra Steffen Rasmussen, der holdt AC fra en 1-0 føring.

Et kvarter før tid var det Martin Spelmanns tur til at være alene igennem med Steffen Rasmussen, der reddede afslutningen, og Spelmann gled riposten ind på stolpen. Det lugtede af en gul føring i Aarhus, men to minutter senere begik Alexander Juel Andersen straffespark på Søren Larsen. Osama Akharraz gik til bolden, men han blev læst af Frederik Rønnow, der sprang til sin egen venstre side og fik kontrol over bolden. To minutter senere måtte Frederik Rønnow hive en super redning ud af ærmet på Davit Skhirtladzes skud fra kanten af feltet.

Osama Akharraz forsøgte sig med en afslutning i slutminutterne, men det lykkedes ikke at overliste Frederik Rønnow i dag, og AC-spillerne leverede alt i alt en mandfolkeindsats.

Matchfacts:

AGF – AC Horsens 0-0 (0-0)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Troels Kløve, Alexander Juel Andersen, Nabil Aslam, Mikkel Cramer

Janus Drachmann, Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl

Charles Takyi, André Bjerregaard

Indskiftninger, AC Horsens:

46. Esben Petersen (Janus Drachmann)

74. Henrik Toft (Esben Petersen)

Advarsler, AC Horsens:

33. Martin Retov

AGF:

Steffen Rasmussen

Arthur Sorin, Petri Pasanen, Anders Kure, Mikkel Kirkeskov

Stephan Petersen, Kasper Povlsen, Casper Sloth, Osama Akharraz

Davit Skhirtladze, Marcus Solberg

Indskiftninger, AGF:

16. Emil Scheel (Casper Sloth)

52. Søren Larsen (Marcus Solberg)

70. David Devdariani (Stephan Petersen)

Advarsler, AGF:

65. Stephan Petersen

Tilskuere:

8.229

Dommer:

Michael Svendsen

Foto: badenfoto.dk