Unødvendigt nederlag til ”de gule” i Reserveligaen


26. september 2016

AC Horsens tog mandag eftermiddag imod AGF i Reserveligaen, og gæsterne kunne rejse hjem med en 4-3 sejr.

Kampen begyndte jævnbyrdigt uden de store chancer, men efter 20 minutters spil lynede Kjartan Finnbogason første gang. Mikkel Jespersen sendte et frispark ind i feltet, som Jacob Berthelsen headede på stolpen. Bolden strøg tilbage i feltet, og det medførte et vildt klumpspil. Mads Bech forsøgte sig med en hård afslutning, og bolden landede hos Finnbogason, der hamrede den i netmaskerne.

Efter godt en halv times spil udlignede Michael Zacho på straffespark, men blot fem minutter senere lå bolden bag AGF-målmanden igen. Kjartan Finnbogason blev fældet på kanten af feltet, og Mikkel Jespersen sendte frisparket ind i muren. Jeppe Mehl var hurtigt over bolden og scorede sikkert til 2-1.

Otte minutter inde i 2. halvleg bragte Mustafa Amini balance i regnskabet, da han scorede fra distancen, og efter en times spil var gæsterne tæt på at komme foran 3-2, men Patryk Wolanski blev den store i en direkte duel med en AGF’er.  

I det 72. minut gik den så ikke længere for hjemmeholdet, da AGF scorede til 3-2 efter en omstilling. I det 83. minut blev der begået straffespark mod Jeppe Mehl, og Finnbogason gik til bolden. Hans straffespark blev reddet op på overliggeren, men han fulgte selv op og lagde bolden i mål.

Den islandske angriber var tæt på at score til 4-3 et par minutter senere, men hans lob landede på overliggeren, og i stedet kunne AGF lukke kampen to minutter før tid efter et gennembrud i AC’s venstreside.

AC Horsens: Wolanski, Holm (Lodberg, 78.), Henry, Berthelsen, Kortegaard, Mehl, Dohn (Kirkel, 78.), Bech, Jespersen, Finnbogason, Kolici (Müller, 58.)