Unødvendigt nederlag til HB Køge


1. september 2013

AC Horsens måtte indkassere et 0-1 nederlag til HB Køge her til eftermiddag. Det lignede ellers en typisk 0-0 kamp med få chancer i begge ender, men Jeppe Kjær snød offsidefælden fem minutter før slutfløjtet og afgjorde kampen.

Opgøret begyndte jævnbyrdigt i silende regn, og Jude Nworuh havde kampens første afslutning, da han sendte Steffen Kielstrups indlæg et godt stykke forbi mål efter knap to minutters spil. I den anden ende var Lee Rochester på spil fem minutter senere, men afslutningen blev blokeret, og i det 14. minut var der ved at opstå en god mulighed til Jeppe Kjær, men Anders Randrup agerede redningsplanke.

AC Horsens manglede kampen igennem skarphed i offensiven, og i flere situationer var der optræk til et farligt angreb, men så svigtede timingen i løbet, førsteberøringen eller den afgørende aflevering. To minutter før pausefløjtet tilfaldt den største gule mulighed Troels Kløve, der headede bolden lige forbi mål. Det flotte forarbejde stod Martin Retov og Anders Randrup for.

Det kneb også med det chanceskabende spil efter pausen, selvom AC Horsens brød mange Køge-angreb og havde mulighed for at sætte de rigtige angreb op, men farligt blev det aldrig. Jeppe Kjær forsøgte sig med en flad afslutning et kvarter før tid, som Thomas Villadsen måtte klare ad to omgange, og den hurtige angriber var også manden, der fik halvlegens anden HB Køge-chance. Fem minutter før tid løb han en lang bold op på kanten af offside og vippede bolden ind over Thomas Villadsen.

Dermed sluttede kampen helt unødvendigt med et 0-1 nederlag til AC Horsens, der som minimum burde have taget et uafgjort resultat med hjem til det østjyske.

Rundens resultater betyder, at AC Horsens fastholder andenpladsen med tre point op til Hobro IK, men FC Fredericia og HB Køge er blot et point efter, og Silkeborg IF har to point op til ”De Gule”.

Matchfacts:

HB Køge – AC Horsens 1-0 (0-0)

1-0 Jeppe Kjær (85.)

HB Køge:

Frederik Due

Simon Richter, Søren Henriksen, Eddie Gomes, Thobias Ndungu

Lee Rochester, Morten Karlsen, Marcel Rømer, Delphin Tshiembe

Jeppe Kjær, Philip Zinckernagel

Indskiftninger:

62. Vito Hammershøj-Mistrati (Philip Zinckernagel)

69. Sebastian Svane Krogdal (Delphin Tshiembe)

87. Anders Kaagh (Jeppe Kjær)

Advarsler:

33. Søren Henriksen

56. Simon Richter

86. Jeppe Kjær

AC Horsens:

Thomas Villadsen

Anders Randrup, Steffen Kielstrup, Søren Jensen, Erik Marxen

Lasse Kryger, Martin Retov, Janus Drachmann, Jeppe Mehl

Troels Kløve, Jude Nworuh

Indskiftninger:

70. Henrik Toft (Jude Nworuh)

81. Esben Petersen (Jeppe Mehl)

87. Ken Fagerberg (Troels Kløve)

Advarsler:

77. Søren Jensen

Tilskuere:

1.304

Dommer:

Brian Lindorff Hansen

Foto: badenfoto.dk