Varm nulløsning i Esbjerg


19. august 2012

Den trykkende varme var en væsentlig faktor for begge mandskaber på Blue Water Arena her til eftermiddag, hvor AC Horsens havde taget spillerbussen til det vestjyske. Hjemmeholdet var bedst i størstedelen af 1. halvleg, mens ”De Gule” kom bedre med efter pausen, og et point til begge hold var et naturligt udbytte.

Lasse Kryger var manden bag kampens første afslutning, da han satte pandebrasken på Anders Nøhrs indlæg i det syvende minut, men han headede bolden over mål. To minutter senere sendte Mikkel Vendelbo hjemmeholdets første chance et stykke over Frederik Rønnows mål. Et minut senere var det så Kenneth Fabricius til at forsøge sig, men han skød lige forbi.

Den trykkende varme betød, at dommer Claus Bo Larsen dikterede drikkepause flere gange i løbet af kampen, så spillerne kunne få noget væske. Han afbrød kampen første gang i det 22. minut, og fem minutter senere gled Arnór Smárason ind i et Jonas Knudsen-indlæg fra venstrekanten, men Frederik Rønnow reddede fortrinligt. Otte minutter senere var U/21-landsholdsmålmanden redningsplanke igen, da han pillede glansen af Kenneth Fabricius, der fik en kæmpe chance i feltet. Rønnow stod i øvrigt en fremragende kamp.

Troels Kløve fik AC Horsens’ største chance før pausen, da han løb godt for Lasse Kryger, der stak en aflevering til Kløve på det rigtige tidspunkt. Desværre trak Lukas Hradecky det længste strå, og han spillede generelt en god kamp for hjemmeholdet.

Kampen var meget jævnbyrdig i 2. halvleg, men AC Horsens kom frem til de største chancer. I det 49. minut sendte Henrik Toft Troels Kløve afsted med en lang bold, og Kløve styrede mod baglinjen, skar ind i banen og afsluttede, men igen stod Lukas Hradecky i vejen. Fire minutter senere var det Martin Spelmanns tur til at test Lukas Hradecky, og afslutningen havde også kvalitet, men vinklen blev for spids.

Esbjerg havde en del indlæg og hjørnespark ind i AC Horsens’ felt, men det håndterede ”De Gule” godt, og det blev aldrig rigtig farligt. Et kvarter før tid havde Troels Kløve sin tredje afslutning i kampen, da han klappede en returbold over kassen.

Otte minutter før tid sendte Mikkel Vendelbo en returbold snert forbi Frederik Rønnows mål, og det var vestjydernes bedste forsøg efter pausen. Kenan Hajdarevic var tæt på at gøre det onde ved Esbjerg i fjerde minuts overtid, da han kom frem til en kæmpe chance, men Lukas Hradecky stod endnu engang i vejen.

Det uafgjorte resultat betyder, at AC Horsens nu har otte point i Superligaen, mens Esbjerg fB har hentet to point.

Cheftræner Johnny Mølby kan ærgre sig over, at både Ken Fagerberg og Lasse Kryger fik problemer med bentøjet og måtte lade sig udskifte, men til gengæld fik Martin Retov comeback på den centrale midtbane.

Matchfacts:

Esbjerg fB – AC Horsens 0-0 (0-0)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Mads Agesen, Thomas Kortegaard

Lasse Kryger, Steffen Kielstrup, Martin Spelmann, Janus Drachmann

Ken Fagerberg, Henrik Toft

Indskiftninger, AC Horsens:

28. Troels Kløve (Ken Fagerberg)

68. Kenan Hajdarevic (Lasse Kryger)

76. Martin Retov (Steffen Kielstrup)

Advarsler, AC Horsens:

66. Troels Kløve

79. Janus Drachmann

Esbjerg fB:

Lukas Hradecky

Peter Ankersen, Jerry Lucena, Nicolai Høgh, Jonas Knudsen

Martin Braithwaite, Mikkel Vendelbo, Steffen Ernemann, Arnór Smárason

Jesper Lange, Kenneth Fabricius

Indskiftninger, Esbjerg fB:

70. Jakob Ankersen (Martin Braithwaite)

84. Njogo Demba-Nyrén (Jesper Lange)

86. Sebastian Andersen (Arnór Smárason)

Advarsler, Esbjerg fB:

Ingen

Tilskuere: 4.763

Dommer: Claus Bo Larsen

Foto: badenfoto.dk