Vendsyssel FF – AC Horsens: Gratis udebanetur


8. maj 2019

AC Horsens skal møde Vendsyssel FF i to playoff-kampe, og den første kamp bliver spillet på Nord Energi Arena i Hjørring søndag den 12. maj klokken 12.00.

Den samlede vinder af de to opgør kan juble over at have indløst billet til næste superligasæson, mens den samlede taber skal møde nummer tre fra 1. division over to kampe. Taberen af den kamp skal en tur ned i den næstbedste række, og vinderen spiller i Superligaen i næste sæson.

AC Horsens fik massiv opbakning fra over 850 fans i udebaneafsnittet på Ceres Park i søndags, og nu gentager klubben succesen ved at invitere fansene gratis med til Hjørring den 12. maj.

Der vil både være stemningsbusser og familiebusser (ingen alkohol), og busserne kører fra CASA Arena Horsens søndag den 12. maj klokken 08.15 (mødetid klokken 07.45) og drejer ind på Langmarksvej igen omkring klokken 17.30.

Udebaneturen inkluderer altså bustransport og billet til kampen. Tilmelding foregår som altid via achorsens.dk – husk at vælge buskategori.

Sidste frist for tilmelding er fredag den 10. maj klokken 12.00.

Der vil også være gratis adgang til udebaneafsnittet for de gule fans, der selv tager turen til Hjørring.